«
»


Apr
15

Derfor oprenses Enghave Kanal og Gåsebækrenden

posted by KL in Øvrige nyheder

Der er lige nu gang i et stort oprensningsarbejde af kanalerne mellem Tippen og Valbyparken. Det kommer til at fylde en del af arealet på Tippen og kan se voldsomt ud, men er nødvendigt for at sikre mod slam i Kalveboderne og vand i kældrene.

Baggrund:

Gåsebækrenden er oprindeligt et vandløb, som førte regnvand til Kalveboderne fra området oppe omkring Valby, der dengang var enge og marker langt ude på landet. Enghave Kanal har sin oprindelse i en afvandingskanal fra Kongens Enghave.

Op gennem 1900-tallet blev København mere og mere befolket, og med det blev spildevand, fra bl.a. den nye opfindelse W.C.-et, ført ud i byens vandløb. Vandløbene fik en så dårlig vandkvalitet, at de senere blev rørlagt af sundhedsmæssige årsager, og fordi de simpelthen stank forfærdeligt. Derfor kan vi i dag finde langt de fleste Københavnske vandløb som rørlagte kloakker under byen.

Siden hen, særligt i 1980-erne, er der blevet bygget renseanlæg og rørene er ført til dem – og man arbejder også på at adskille regn- og spildevand fra hinanden, så de løber i to forskellige systemer. To af udløbene herfra er Gåsebækrenden og Enghave Kanal, som normalt udleder regnvand – og hvis det regner rigtigt meget vil de også udlede regnvandsopblandet spildevand. Det sker, fordi systemet skal have flere nødoverløb, og man hellere vi have nødoverløb ud til havet, end at der sker ukontrollerede oversvømmelser tilfældige steder i København. Så er det vandet ender i kældre mm.

Funktion:

Med regnvandet kommer også alt det grus, sand og snavs, som ender i vejristen, ligesom der ved de store regnskyl kommer skidt med kloakvandet. Når vandet løber ud til Gåsebækrenden og Enghave Kanal vil sand, grus og snavs lægge sig på bunden, og langsomt ophobes der et slamlag på bunden med 1-5 cm pr år. Det er helt normalt og sker også i de utallige regnvandssøer, som ligger rundt om i København og omegnskommunerne, og som ligner helt almindelige søer til forveksling, men faktisk er spildevandstekniske anlæg. Det er altså meningen af slammet (sedimentet) skal bundfælde sig i anlæggene, så ikke de skyller med ud i havet og forurener her.

Ophobningen af slam på bunden betyder, at der skal renses op ca. hvert 30 år. Netop nu er det tid for Gåsebækrenden og Enghave Kanal, hvor der har ophobet sig op til 80 cm slam, og i bassinet for enden af renderne er også ophobet meget slam.

Slammet har nemlig nået et niveau, hvor det kan forhindre vandet i at løbe, ligesom slammet kan blive skyllet videre ud i Kalveboderne, som er beskyttet miljøområde. Et andet problem er, at slammet har hobet sig op langs kanterne af Gåsebæksrenden og tvinger renden til at sno sig, hvilket får vandet at gnave sig ind i kanterne. Derfor bliver renderne også ført tilbage til deres oprindelige form.

Oprensningen:

Arbejdet med at oprense kanaler og bassin foretages over ca. 3 måneder startende i april i år. Gåsebækrenden graves op med gravemaskiner, der kan både køre og ’sejle’, og slammet køres bort til deponi i den form, det kommer op. I Enghave Kanal og det store bassin syd for haveforeningen, pumpes sedimentet op i nogle store vævede poser (på 13×70 meter!), som fanger sedimentet, og hvor vandet kan løbe fra og retur til kanalen. Sediment og vand pumpes op med en ’dredger’, som er en båd med en stor pumpe og en ’støvsuger’, der kan sænkes ned på bunden.

Når sedimentet har ligget og afvandet i en måneds tid, åbnes poserne og sedimentet køres til deponi. Der skal i alt fjernes ca. 20.000 tons sediment fra de to kanaler og bassinet.

Gener under arbejdet:

Opgravning og særligt pumpning fra båden kan ind imellem støje noget. Vi arbejder indenfor normal arbejdstid, der hedder ca. kl. 7-18. Øst for Enghave Kanal, bliver vand og sediment pumpet under den eksisterende grussti, så der vil komme et par ’vejbump’ hvor rørene føres under, og der vil kortvarigt være lidt gener i forbindelse med, at de bliver etableret. Vi prøver at gøre det uden for myldretiden.

Arbejdet udføres for HOFOR med Thomas Aabling Vandmiljø som rådgiver og med HedeDanmark som udfører.

ikke-fyldt geotube

fyldt geotube Den ryddede plads på Tippen skal bruges til sådanne ‘poser’.