«
»


May
4

Får og alpakaer græsser nu på Sydhavnstippens nordlige del – ganske uvidende om kommunens alternative byggemuligheder

posted by CA in Natur og Får, Skriftligt om Tippen, Øvrige nyheder

Den 2. maj 2018 var en historisk dag for Sydhavnen: en flok får og nogle alpakaer blev lukket ud i den nye fold på nord-Tippen og kampen mod de invasive planter gyldenris, bjørneklo, pileurt og hybenrose kunne gå ind i sin afgørende fase. Omkring ‘40 års lokal beboerkamp‘ for bevarelse af de vilde naturområder Karens Minde og Tippen (som indtil 1993 var et samlet naturområde), med smertelige nederlag og berusende sejre, var slut … og der kunne fokuseres på den langsigtede udvikling af Sydhavnstippens vilde natur, uden invasive arter indenfor en kort årrække. Men så skete der noget forfærdeligt.

15 får og 4 alpakaer græsser nu i den nye fold på nord-Tippen. Foto: Claus Andersen, 2018

For kun to dage før fårene blev lukket ind i den nye fold kunne man nemlig læse denne overskrift i Politiken: “Amager Fælled: Omstridt byggeri kan måske flyttes til fælledens nordlige del – eller Sydhavnstippen”. Suk … ikke igen!

For kun 9 år siden ‘besluttede Borgerrepræsentationen‘ at, citat: “… byggemulighederne på Tippen fjernes. Området udlægges til offentligt areal.”

I kommunens aktuelle rapport ‘Undersøgelse af alternative byggemuligheder til Ørestad Fælled Kvarter‘ har den politisk bundne opgave været at udpege mulige byggearealer i Københavns Kommune på mindst 18,7 ha og Sydhavnstippen er ifølge Økonomiforvaltningen en af mulighederne, omend ikke den mest oplagte. Det mulige byggefelt er vist med rødt herunder.

Det forfærdelige røde byggefelt fra kommunens 2018-rapport

Billedet herunder viser det mulige byggefelts idylliske vestside, afgrænset af Enghave Kanal, lokalt kaldet Lorterenden. Isfugl er årligt tilbagevendende på stedet.

Enghave Kanal, lokalt kaldet Lorterenden, med den mulige byggeplads til venstre i billedet. Foto: Claus Andersen, 2018.

Hvis du vil vide mere om Frank Jensens bygge-dilemma er her nogle links:

Politiken

TV2 Lorry

Økonomiforvaltningens aktuelle rapport

Sagsfremstilling til Økonomiudvalget