«
»


Apr
7

Grøn Agenda Sydhavns høslæt i Sommerfugleengen

posted by Claus Andersen in Alle

Årets første høslæt i Sommerfugleengen. Foto: Claus Andersen, april 2020.

Årets første høslæt i 2020 er vel overstået i Sommerfugleengen, dvs. det indhegnede område (uden får) midt på Sydhavnstippen. De dominerende græsser o.a. er slået, revet sammen og fjernet fra de solåbne arealer. Hensigten med plejen er at fjerne næringsbelastningen i jorden og reducere græssernes dominans, for ad åre at fremme en større variation af blomstrende urter, som ellers er i generel tilbagegang. Samtidig med at næringsindholdet reduceres på høslætarealerne, øges det med tilførsel af organisk materiale i bevoksningerne. Tilsammen giver plejen større forskellighed i livsbetingelser og dermed øget biodiversitet.

Er du interesseret i at deltage i naturplejen, kan du finde kontaktoplysninger på ‘Grøn Agenda Sydhavn‘. Pga. corona-smittefaren annoncerer vi ikke arbejdsdagene i denne tid, men organiserer os internt med behørig afstand etc. Næste høslæt er i august.

Grøn Agenda Sydhavns pleje af Sommerfugleengen sker efter aftale med partnerskabet Tippen Syder, bestående af By & Havn (grundejer), Danmarks Naturfredningsforening Kbh., Kgs. Enghave Lokaludvalg, Friluftsrådet Kbh., Københavns Naturskole (Københavns Kommune), Fårelauget (som hører under Børnenes Dyremark), Naturplejegruppen og Grøn Agenda Sydhavn.