Årets fældning (i sidste halvdel af juni) og frøkapning (i slutningen af juli) af blomstrende kæmpebjørneklo på Sydhavnstippen er gennemført planmæssigt af gartnerfirmaet Rikke Gram, financieret af By & Havn. Efter denne behandling dør planterne. Tilbage er alle småplanter som pga. den stenede og næringsfattige undergrund er mange år undervejs før de er velnærede nok til blomstring (fældes disse vil de leve endnu længere!). I sensommeren og efteråret vil planterne blive rodstukket så langt timerne rækker. Rodstikning er fem-ti gange så tidskrævende i Sydhavnstippens murbrokker som i almindelig jord.
De sidste par uger har By & Havns gartnere desuden fældet kanadisk gyldenris og japansk pileurt på Sydhavnstippen med store maskiner, i et forsøg på at bremse den omfattende spredning.
I folden er de sultne får ved at få bugt med både kæmpebjørneklo, kanadisk gyldenris, japansk pileurt og rynket rose – alle invasive arter.