Af og til går engagerede beboere solo med naturplejen på Sydhavnstippen på en lidt uheldig måde: Affald indsamles i bunker på stierne hvor det ligger i ugevis (det forventes åbenbart at andre fjerner det!). Bjørneklo slåes ned med stok, så frøene ekspresmodner på et uheldigt tidspunkt (hvorved bjørneklofrø spredes!). Og det seneste eksempel: træer og buske beskæres og opstammes langs hovedstien rundt i folden, hvilket ikke er aftalt i Tippen Syder eller Naturgruppen – i sidstnævnte tilfælde har vedkommende forsikret, at ukoordineret solo-naturpleje ikke vil blive gentaget.
Hvis du ønsker at gøre en indsats på Tippen, ring eller mail da til Grøn Sydhavn Naturgruppen eller Tippen Syder – kontaktoplysninger findes på hjemmesiderne (via Links). Handler det om tilsyn med fårene, skal du kontakte Tippen Fårelaug.